Velkommen til portalen for Den Europæiske Socialfonds projekter i Danmark


Socialfonden er en vidtfavnende EU-fond for nytænkning på det uddannelses- og arbejdsmarkedspolitiske område.
Alle socialfondsprojekterne har en hjemmeside, som du kan finde under denne portal.

Fonden er risikovillig EU-kapital, der støtter nyskabende projekter på arbejdsmarkedet i medlemslandene. Projekterne fungerer som en slags eksperimentarium, der supplerer den ordinære danske indsats på arbejdsmarkedet. Målsætningen er en styrkelse af beskæftigelsen og den regionale vækst.


Fonden stiller hvert år 2000-2006 omkring 500 mio. kr. til rådighed for forsøgs- udviklings- og omstillingsprojekter på det danske arbejdsmarked. Lagt sammen med den obligatoriske danske medfinansiering på 50 % bliver det til projekter for en milliard kroner i Danmark om året!
I øjeblikket er der over 500 projekter i gang landet over.

Tematisk spænder projekterne vidt: Kompetenceudvikling af ansatte, fremme af en iværksætter-kultur, integration af indvandrere, forskning og analyse på arbejdsmarkedsområdet samt indslusning af marginaliserede grupper er bare nogle af de temaer, indenfor hvilke projekterne udvikler nye tilgange og metoder.

Projektholderne er også af meget forskellig karakter. Det kan f.eks. være virksomheder, kommuner, erhvervscentre, uddannelsesinstitutioner, NGO’ere eller faglige organisationer.

Socialfondsprojekterne administrerer selv deres hjemmesider, så informationen om projektarbejdet er så aktuel og direkte som mulig. På denne måde håber vi at bidrage til erfaringsudveksling landet over og til at styrke netværksdannelsen mellem alle former for aktører på området.

Du kan få mere at vide om socialfonden på www.socialfonden.dk